
FAQ
Ofte stillede spørgsmål og svar
Har du spørgsmål vedrørende vores produkter, gluten eller cøliaki? Her kan du finde svaret på de hyppigste spørgsmål til Fria netop nu. Finder du ikke det spørgsmål og svar, du søger? Stil dit spørgsmål direkte til vores kundetjeneste, så hjælper vi dig gerne!
Der står ”glutenfri hvedestivelse ” i ingredienslisten. Er det virkelig glutenfrit?
Glutenfri hvedestivelse fremstilles ved at vaske gluten ud af hvedemel. Man skiller ikke–vandopløseligt gluten fra stivelsen. Vaskeprocessen er så omhyggelig, at man opnår stivelse, som indeholder max 20 mg gluten/kg. Denne type hvedestivelse er godkendt til at blive anvendt ved fremstilling af glutenfrie produkter ifølge Codex alimentarius reglerne (godkendt i EU, Canada og USA). Grænseværdien på 20 ppm (parts per million), eller 20 mg/kg for glutenfrie produkter, er den samme, uanset om varen er fremstillet af hvedestivelse, majs, ris eller andet. Vi stiller høje krav til vores leverandører, og hvedestivelsens renhed kontrolleres via løbende analyser. Også de endelige produkter bliver analyseret for at garantere, at glutenindholdet i alle vores produkter ligger under grænseværdien.
I de nordiske lande og Storbritannien har personer med cøliaki spist produkter med glutenfri hvedestivelse i 40 år, og det er blevet påvist i flere videnskabelige studier, at tyndtarmen lige så godt med hvedestivelsesbaseret som med naturligt glutenfri kost. Der er dog nogle få personer med cøliaki, som ikke kan tåle hvedestivelse, uden at vi eller ekspertise kan forklare helt hvorfor. Det bedste gæt er, at det handler om overfølsomhed over for et andet stof i hveden, som kan give lignende symptomer.
Årsagen til, at vi anvender glutenfri hvedestivelse er hovedsageligt dets gode bageegenskaber. Glutenfrit brød, som bages med glutenfri hvedestivelse, har ofte en bedre tekstur og konsistens. Smagen opleves også som at ligne glutenholdigt brød bedre end brød baseret på eksempelvis ris eller majs, hvilket kan bidrage til forhøjet livskvalitet for mange personer med cøliaki.
Har I nogen produkter med lavt sukkerindhold?
Flere af vores produkter har et lavt sukkerindhold (<5%):
Havrebräck, Havre, Havrefralla, Fiber Toast, Grov Minibaguette, Vita Toast, Vallmofralla, Minibaguette, Lantbrød, Hamburgerbrød, Pølsebrød, Surdegsruta, Pizza Ham & Mozzarella og Groft Surdegsbrød.
Hvor meget æg indeholder produkter mærket “kan indeholde spor af”?
“Kan indeholde spor af” er en frivillig mærkning, og der findes ingen lovfastsatte grænseværdier for, hvor meget eller hvor lidt af et allergen et produkt mærket “kan indeholde spor af” må indeholde. Mærkningen må dog aldrig bruges som en undskyldning for dårlige rengøringsrutiner, men kun som en sidste udvej, hvor det er umuligt at undgå risikoen for kontaminering fra allergene ingredienser. Fødevareproducentens pligt er altid at sikre, at ingredienser, der ikke indgår i opskriften, ikke ender i produktet.
Der kan dog nogle gange opstå en situation, for eksempel ved brug af de samme produktionslinjer til forskellige produkter, hvor en kontaminationsrisiko fra et allergen fortsat findes på trods af grundige rengøringsrutiner. I sådanne tilfælde kan fødevareproducenten tilføje mærkningen “kan indeholde spor af”. Mærkningen bruges primært for at beskytte forbrugere med svære allergier, som kan være følsomme over for meget små mængder af allergener.
Har du yderligere spørgsmål, er du naturligvis velkommen til at kontakte os.
Hvordan skal jeg opbevare brødet, efter jeg har tøet det op?
Efter optøning holder brødet bedst kvalitet ved stuetemperatur i en lukket pose. Vi anbefaler ikke at opbevare brødet i køleskab, da brødet ældes hurtigst mellem 0 og +10 grader.
Indeholder jeres produkter mælk i nogen form?
De fleste af vores produkter er fri for mælk og produceres i et miljø fri for laktose og mælkeprotein. Kun vores færdigpizza Ham & Mozzarella er toppet med laktosefri ost, som indeholder mælkeprotein. Pizzaen produceres i andre lokaler end de øvrige produkter for at undgå kontaminering.
Jeg har hvedeproteinallergi, kan jeg så spise jeres produkter?
Desværre kan vi ikke svare ja eller nej på dette spørgsmål. I modsætning til personer med cøliaki kan personer med hvedeproteinallergi reagere på alle proteiner i hvede, ikke kun på glutenproteinerne. I fremstillingsprocessen af hvedestivelse vaskes primært hvedens glutenproteiner, gliadiner og gluteniner, væk. I hvede findes der dog også andre proteiner, vand- og saltopløselige albuminer og globuliner, som i små mængder kan være tilbage i glutenfri hvedestivelse. Da vi ikke analyserer indholdet af andre proteiner end gluten i hvedestivelsen, kan vi heller ikke garantere, at den er helt fri for alle hvedens proteiner.
Der er mange hvedeproteinallergikere, som spiser glutenfri hvedestivelse uden problemer, mens andre må følge en helt hvedefri kost. Vi anbefaler, at du rådfører dig med din læge eller diætist, hvis du er usikker på, hvad du kan spise.
I nogle produkter bruger vi et glutenfrit maltekstrakt af byg. Det gøres glutenfrit gennem en enzymatisk nedbrydning af glutenproteinerne i byg (ligesom i mange glutenfri øl). Det kontrolleres nøje for glutenindholdet. Der kan dog være rester af andre proteiner fra byg i maltekstraktet, og derfor anbefaler vi også her, at du rådfører dig med din læge eller diætist.
Vi har i dag to produkter i vores sortiment, som er bagt uden både hvedestivelse og maltekstrakt, og det er Groft Surdegsbrød og Surdegsruta.
Jeg vil have et glutenfrit, lækkert og sundt brød med højt fiberindhold. Har I det?
Alle vores madbrød er gode kilder til kostfibre, dvs. at de indeholder mere end 3 g kostfibre pr. 100 g. Vores mest fiberrige brød er Groft Surdegsbrød, som indeholder hele 11,5 % fibre. Andre gode fiberrige valg (over 6 %) er Lingonlimpa, Havrebräck, Fiber Toast, Grov Minibaguette, Havre, Havrefralla og Surdegsruta.
Mit barn har haft cøliaki siden en tidlig alder og har nu valgt at blive veganer. Kan de stadig spise nogle af jeres produkter?
Dit barn kan spise de fleste af vores produkter. Kun følgende produkter indeholder ingredienser af animalsk oprindelse: Hindbær-, Chokolade-, Æble-, Citron- og Peberkagemuffins samt Kladdkaka indeholder æg. Vores færdigpizza Ham & Mozzarella indeholder skinke og er toppet med ost, som indeholder mælk.
Andre produkter er også mærket med “Kan indeholde spor af æg”, da vi bager produkter med æg i de samme lokaler, som vi bager produkter uden æg. Mærkningen betyder altså ikke, at der er æg i alle produkter, men at der i enkelte tilfælde kan forekomme kontaminering fra produkter, der indeholder æg. Der findes ingen grænseværdier for, hvor meget af et allergen et produkt mærket “Kan indeholde spor af” må indeholde. Mærkningen bygger på producentens vurdering af, at der er en risiko for sporadisk at finde små mængder af allergenet i produkter, hvor det ikke indgår i opskriften. Undtagelsen fra ægkontaminering er Pizza Ham & Mozzarella, som bages i andre lokaler.
Hvad er “maltekstrakt”, som indgår i flere af jeres produkter? Og hvorfor bruger I det?
I vores stræben efter at bage de bedste og mest velsmagende brød arbejder vores produktudviklere løbende med at evaluere mange nye glutenfri råvarer i løbet af året. En af disse er glutenfrit maltekstrakt af byg, som viste sig at give flere af vores produkter store fordele både i smag og konsistens. Til reference indgår glutenfrit maltekstrakt fra byg ofte i fremstillingen af glutenfri øl. Det maltekstrakt, vi bruger, er nøje kontrolleret for at være glutenfrit, og der er kun en lille mængde af det i vores opskrifter. Alle vores produkter er glutenfri og tilpasset personer med cøliaki. De har et samlet glutenindhold langt under grænseværdien på 20 ppm.
Maltekstrakt kaldes nogle gange maltsirup; det er i praksis to forskellige navne for det samme. I vores produkter bruger vi et maltekstrakt af byg, hvor en enzymatisk proces reducerer glutenindholdet til en glutenfri råvare på <20 ppm, hvilket kontrolleres nøje ved analyse. Det fremhæves på samme måde som glutenfri hvedestivelse i vores ingredienslister, fordi både byg og hvede tilhører de 14 allergener, som ifølge informationsforordningen EU 1169/2011 skal fremhæves.
Hvad er cellulosegummi, og hvorfor har I det i jeres produkter?
At bage uden gluten betyder ofte, at man er nødt til at bruge flere ingredienser og tilsætningsstoffer for at erstatte gluten og det netværk, som gluten danner i brød. Alle ingredienser i vores produkter er der af en grund, og cellulosegummi fungerer som et fortykningsmiddel og bidrager til brødets konsistens. Navnet kan lyde lidt anderledes, og det er i sig selv ikke et gummi, men fremstilles af cellulose fra planter og består hovedsageligt af sukkermolekyler. Den samlede mængde fortykningsmidler i vores produkter er meget lille og fordeles desuden på cellulosegummi, guarkernemel og xanthangummi. Indholdet af cellulosegummi i Frias produkter er derfor meget lavt.
Hos Fria Brød følger vi nøje fødevarelovgivningen og de anbefalinger, som Fødevarestyrelsen fastsætter. I fødevarer inden for EU er det kun tilladt at anvende tilsætningsstoffer, som er grundigt vurderet af EFSA (Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet) og derefter godkendt af EU-Kommissionen. Disse kendetegnes ved, at de har et E-nummer. Cellulosegummi (E466) er netop et sådant tilsætningsstof.
På det seneste har cellulosegummis påvirkning af tarmen dog været diskuteret på forskellige sociale medier, hvor der henvises til studier, hvor forskning primært er gennemført på dyr, som nogle gange har fået meget store mængder af stoffet. Dyreforsøg er interessante, men kan ikke direkte overføres til mennesker. En hypotese er, at bakteriesammensætningen i tarmen ændres, men det er vigtigt at vide, at den allerede fra begyndelsen adskiller sig mellem mennesker og dyr. Det gør resultaterne endnu sværere at overføre til mennesker. Der er behov for mere forskning, og vi følger udviklingen nøje.
For os som producent af glutenfri produkter er det afgørende, at vores produkter er sikre og fremmer en god tarmsundhed hos personer med cøliaki. Den sikreste måde for os at sikre det på er netop at følge fødevarelovgivningen og de anbefalinger, som Fødevarestyrelsen udarbejder på baggrund af godkendelser i EU-Kommissionen.
På Livsmedelsverket kan du läsa mer om tillsatser och Cellolusagummi.
Hvad betyder mærkningen “kan indeholde spor af æg”?
Mærkningen “kan indeholde spor af æg” betyder, at der er risiko for kontaminering fra æg. Det betyder altså ikke, at der er æg i alle produkter, men at der i enkelte tilfælde kan forekomme kontaminering fra produkter, der indeholder æg. I vores sortiment bages Chokolade-, Æble- samt Citron- og Peberkagemuffins og Kladdkaka med æg som ingrediens. Andre produkter er mærket med “kan indeholde spor af æg”, da de bages i de samme lokaler. Undtagelsen fra ægkontaminering er Pizza Ham & Mozzarella, som bages i andre lokaler.
Der findes ingen lovfastsatte grænseværdier for, hvor meget eller hvor lidt af et allergen et produkt mærket “kan indeholde spor af” må indeholde. Mærkningen bygger på producentens vurdering af, at der er en risiko for sporadisk at finde små mængder af allergenet i produkter, hvor det ikke indgår i opskriften.
Har du yderligere spørgsmål, er du naturligvis velkommen til at kontakte os.
Hvorfor bager I med glutenfri hvedestivelse – kan I ikke bare erstatte det?
Vi synes, det er rigtig godt, at andre brands tilbyder og er dygtige til at bage hvedefri produkter til for eksempel personer med kornallergi. Men der er nogle udfordringer, og det er desværre ikke altid så enkelt som bare at udskifte hvedestivelse med noget andet i en eksisterende opskrift. Bageegenskaberne er meget forskellige. Ofte mister man noget i konsistens, smag eller duft. Det kan også medføre store ændringer i bageriets produktionskæde, og det kan påvirke omkostningerne, så produktet bliver for dyrt at fremstille.
Vores ambition er at bage de bedste gluten-, laktose- og mælkeproteinfrie produkter. Det er netop det, vi er allerbedst til. Grunden til, at vi bruger glutenfri hvedestivelse, er især dens gode bageegenskaber. Glutenfrit brød, der bages med glutenfri hvedestivelse, får ofte en bedre tekstur og konsistens. Smagen opleves også at ligne brød med gluten mere end brød baseret på for eksempel ris eller majs, hvilket kan bidrage til øget livskvalitet for mange personer med cøliaki.
Det betyder dog ikke, at der ikke kan komme produkter uden hvedestivelse i fremtiden, og vi har i øjeblikket to produkter, Groft Surdegsbrød og Surdegsruta, som er bagt uden hvedestivelse. Vi evaluerer ingredienser og råvarer løbende, men hvis vi skal ændre en opskrift, er vores mål altid, at produktet skal ændre sig til det bedre, når det gælder smag, konsistens og kvalitet. Det er en regel, vi ikke går på kompromis med.
Hvorfor har I tilsætningsstoffer i jeres produkter?
Tilsætningsstoffer bruges altid i fødevarer for at opnå en bestemt funktion: for at øge holdbarheden (konserverings- og antioxidantmidler), påvirke konsistensen (emulgerings-, stabiliserings-, fortyknings- og antiklumpningsmidler) eller påvirke farve og smag (farvestoffer, smagsforstærkere og sødestoffer). I fødevarer inden for EU er det kun tilladt at anvende tilsætningsstoffer, som er grundigt vurderet af EFSA (Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet) og derefter godkendt af EU-Kommissionen. Disse kendetegnes ved, at de har et E-nummer.
Når man bager uden gluten, betyder det, at man ofte er nødt til at bruge flere ingredienser og tilsætningsstoffer for at erstatte gluten og det netværk, som gluten danner i brødet. Tilsætningsstofferne i vores produkter er primært fortykningsmidler og emulgatorer, som også findes i mange almindelige fødevarer. Fortykningsmidler bruges til at skabe en god konsistens, og emulgatorer er nødvendige for at kunne blande vand og olie på en god måde.
Fortykningsmidler, som findes i vores produkter:
Guarkernemel E412 – fremstilles af frøene fra guarplanten.
Xanthangummi E415 – fremstilles af sukker gennem en bakteriel gæringsproces, meget fiberrigt.
Cellulosegummi E466 – fremstilles af cellulose (en slags kulhydrat).
Emulgatorer, som findes i vores produkter:
Lecithin (raps) E322 – lecithin kan udvindes af raps, soja, solsikke eller æggeblomme. Vi bruger lecithin udvundet af raps i vores produkter.
Mono- og diglycerider af fedtsyrer E471 (vegetabilsk oprindelse) – har samme funktion som lecithin, men fremstilles af vegetabilske fedtsyrer.
Indeholder jeres produkter palmeolie?
Nej, ingen af vores produkter indeholder palmeolie.