
Børn og gluten
Cøliaki hos børn
Har du et barn, der har fået cøliaki, kan den første tid føles meget omtumlende. Det er dog vigtigt at vide, at børn ofte lærer og vænner sig hurtigt til det. Små børn har som regel let ved at acceptere, at de ikke kan spise alt det, som andre omkring dem kan. Samtidig er det vigtigt at sørge for, at der findes glutenfri alternativer til barnet, så barnet føler, at det er med på samme vilkår som alle andre – måske endda lidt privilegeret. Børn lærer også at spørge voksne om gluten og om, hvad de kan spise, og hvad de ikke kan spise. For at undgå misforståelser er det også vigtigt fra starten at være tydelig over for både barnet og omgivelserne om, at det handler om cøliaki. Undgå udtryk som ”glutenintolerance” eller ”glutenallergi”.
Børn og gluten derhjemme
Barnets glutenfri kost er lettest at holde styr på derhjemme. Gør det så enkelt som muligt. Hvis alle familiemedlemmer, så langt det er praktisk muligt, spiser det samme, mindskes fokus på barnets glutenfri diæt. Det kan styrke barnets følelse af at være som alle andre. Man kan for eksempel have forskellige slags brød og pasta, men ellers tilpasse måltider, hygge og kaffe, så alle spiser det samme. Det mindsker også risikoen for, at barnet ved et uheld får gluten i sig derhjemme.
Børn og gluten i skolen
Når børnene kommer op i skolealderen, er det almindeligt, at de begynder at sammenligne sig med deres kammerater. Børnene kan synes, at det er uretfærdigt ikke at måtte spise gluten. Det er vigtigt at vise, at man respekterer disse følelser, ligesom det er vigtigt at fremhæve det positive i, at barnet har det godt ved at spise glutenfrit. Informer lærere og personalet i skolekantinen om, at dit barn ikke kan spise gluten. Det er en god idé at aflevere en attest om dit barn og dets glutenfri kost. Selvom den glutenfri kost ofte fungerer godt, kan det være værd at minde personalet om det i forbindelse med udflugter og friluftsdage. Send også gerne barnet med en form for ”nødproviant” for en sikkerheds skyld.
Børn og gluten i teenageårene
At have cøliaki og være nødt til at stille krav til det, man skal spise, kan føles både svært og pinligt i teenageårene. Mange teenagere har også svært ved at se konsekvenserne af lidt ”sjusk” med gluten. Teenageårene er måske den mest udfordrende periode, når man har cøliaki. Det er en periode, hvor nogle desværre prøver at spise mad med gluten uden helt at tænke på konsekvenserne af, at tyndtarmen tager skade. Derfor kan det være en god støtte at møde andre unge med cøliaki. Ung med cøliaki er et nationalt netværk af unge med cøliaki, som laver forskellige aktiviteter sammen.
Støtte fra en diætist
Børn og teenagere med cøliaki bør gennem hele deres opvækst få støtte fra en diætist gennem regelmæssige konsultationer. Diætisten kender barnet og er ekspert i, hvordan den glutenfri kost skal håndteres. En diætist kan også lave individuelle tilpasninger, så netop dit barn får det så godt som muligt. For diætister findes der i dag nationale retningslinjer for ernæringsbehandling ved cøliaki.